Fjernvarmeselskaberne
I henhold til lov om kollektiv varmeforsyning skal fjernvarmeselskaberne yde en vederlagsfri energirådgivning til alle fjernvarmeforbrugere. Den vederlagsfrie energirådgivning koordineres via de lokale energispareudvalg, med den vederlagsfrie energirådgivning, som også elselskaber og naturgasselskaber skal yde til deres forbrugere. Der er tale om en ikke kommerciel energirådgivning, hvor forsyningsselskaberne informerer forbrugerne om mulige besparelser på el, fjernvarme og naturgas.
De almindelige forbrugere - enfamiliehuse og boliger - tilbydes generel information om energibesparelser samt drift og vedligeholdelse af fjernvarmeinstallationer og anlæg i forbindelse med årsopgørelser og lignende samt løbende udsendelse af information om energisparemuligheder ved fjernvarmeforsyning.
Mange varmeværker afholder regelmæssigt informationsmøder om energibesparelser og der ydes kyndig råd og vejledning om anlæggets drift og afkøling. Efter nærmere aftale tilbydes der i forbindelse med besigtigelse og gennemgang af den samlede installation ofte råd og vejledning om energibesparelser og energirigtig anvendelse og drift af fjernvarme samt radiatoranlæg og varmt brugsvand.
Kontakt energirådgiveren på dit lokale fjernvarmeselskab for energirådgivning.
Energikonsulenter for energimærkning af bygninger
I henhold til bestemmelserne herom i "Lov om fremme af energi- og vandbesparelser i bygninger" har Energistyrelsen registreret en række energikonsulenter, der er godkendte til at udføre energimærkning af ejendomme.
Ejendomme under 1.500 m2 skal ved salg energimærkes af en godkendt energikonsulent og ejendomme over 1.500 m2 skal energimærkes hvert år af en godkendt energiledelseskonsulent (ELO-konsulent).
Energikonsulenter - rådgivende ingeniører og arkitekter - kan benyttes af alle, der ønsker at få udarbejdet et energimærke og en energihandlingsplan med forslag til besparelser på el, vand og varme.