Af Carl Hellmers, direktør, Fredericia Fjernvarme
Uden meget opmærksomhed er regeringen parat til at indføre et personligt
råderum for energianvendelse via frivillige aftaler med energisektoren. Man
er startet med at ønske begrænsninger i borgerens energimæssige råderum -
begrænsninger, der ikke er resultatet af et frit økonomisk valg, men et
udslag af et politisk ønske om at begrænse forbrugerens energianvendelse i
al almindelighed uanset miljøbelastningen ved tilvejebringelsen af
energien. Sparet vindkraft og solenergi er ligeværdigt med sparet kulkraft.
Som den eneste har fjernvarmebranchen sat spørgsmål ved projektet.
Forbrugeren har slet ikke været inddraget i debatten. Og reelt er der tale
om omfordelingspolitik uden om finansloven.
Regeringen og forligspartierne presser energisektoren til at indgå aftaler
om forbrugernes energimæssige råderum. Råderummet skal begrænses ved, at
energiselskaberne skal købe sparecertifikater, der udstedes af regeringen
og knyttes til en lang række energisparende foranstaltninger i husstande og
virksomheder.
Hvis man sammenligner med CO2 kvoteordningen udstedte regeringen i 2005 CO2
udledningstilladelser til de største energiforbrugende virksomheder i
Danmark. Hvis virksomhederne herefter ville øge udledningen, skulle der
købes flere tilladelser, og hvis man mindskede udledningen, kunne man sælge
tilladelser. Et marked opstod, fordi nogle udvidede og nogle kunne
indskrænke. Selvfølgelig er markedet ikke begrænset til Danmark, men
tilsvarende ordninger gælder i hele EU og en række andre lande, og CO2
kvoter kan handles frit over landegrænserne. Dette system kendes nu, og ved
at skrue på mængden af tilladelser kan man sænke CO2 udledningen.
Klimaproblematikken og resourceproblematikken kan altså klares gennem aktiv
anvendelse af CO2 kvoterne.
På energisparecertifikater vil man - dog uden at oplyse herom - udstyre
hver enkel energiforbruger med et fiktivt råderum. Begrænser forbrugeren
sit energiforbrug ved hjælp af en nærmere angivet løsning, udløser dette et
sparecertifikat, som energiselskaberne herefter skal købe.
Sparecertifikatet er dog ikke overdraget til forbrugeren. Forbrugerne er
ikke orienteret om forholdene, og aner derfor ikke at der kan være ekstra
penge at hente i energibesparelser. Og forbrugeren skal faktisk helst ikke
vide, hvad der foregår.
Tanken er, at energiselskaberne gennem markedspåvirkning skal skubbe
forbrugerne til energibesparelser, svarende til hvad Elsparefonden
foretager sig - bare i noget større skala og med langt mindre politisk
kontrol. Selskaberne skal dokumenterer, at forbrugerne har gennemført
forskellige energibesparelser, og at det enkelte selskab har fingrene så
dybt begravet i spareprojektet, at selskabet kan hævde ejendomsretten til
sparecertifikatet.
Forbrugeren kan således blive snydt for den rigtige pris på sit
sparecertifikat, fordi han ikke kender den. Energiselskabet skal
naturligvis forsøge at erhverve certifikaterne så billigt som muligt, men
kan i sagens natur komme til at betale vidt forskellige og også ganske dyre
priser for besparelserne. En gennemgang af det udsendte forslag til
sparekatalog giver værdier mellem 250 kr./MWh og op til 4000 kr./MWh.
Desværre vil de "billige" energibesparelser ikke opfylde målet,
så budgetter fra 400 kr./MWh til 1200 kr./MWh er ikke urealistiske. Og med
sparemål på 820.000 MWh om året er der tale om rigtig mange penge.
Omkostningerne til opkøb af sparecertifikater kan energiselskaberne
naturligvis lægge på prisen. Herved starter en omfordeling på mellem 300
mill. og 1 mia. kr. uden om finanslov og skattestop.
Det er også bemærkelsesværdigt, at regeringen igen vil hjælpe
ejendomsejerne med de ringeste energimæssige forhold på bekostning af de
forbrugere, der i tide har satset på energibesparelser. Og
energiforbrugerne betaler, så projektet har også en stærk social slagside!