Baggrund
Et monopol er en markedsform med ufuldkommen konkurrence. Det karakteriseres ved, at der kun findes én udbyder af en specifik ydelse eller et specifikt produkt på et nærmere afgrænset marked. Der findes en række former for monopoler, herunder også de såkaldte naturlige monopoler, som opstår eksempelvis, når virksomheden står over for store faste omkostninger ved indtræden på markedet, for eksempel store investeringer i kapitalapparatet på grund af produktionstekniske forhold.
Et monopol kan udøve markedsmagt både horisontalt og vertikalt. Horisontalt ved et monopol inden for samme led i forsyningskæden og vertikalt ved et monopol, som kontrollerer flere led i forsyningskæden.
Resultatet af, at en virksomhed agerer under monopollignende vilkår, kan være trefold:
-
Allokativt effektivitetstab. Samfundsøkonomisk set vil virksomheden kræve en for høj pris, hvilket vil give en lavere produktion, men en højere profit.
-
Manglen på konkurrencepres fjerner incitament til at maksimere output i forhold til input, så virksomheden mister evnen til at producere effektivt.
-
Reduceret behov for at finde nye produkter eller processer, hvilket giver for lidt fokus på forskning, udvikling og innovation.
Fraværet af konkurrence, og det dertilhørende samfundsmæssige velfærdstab, skaber et samfundsmæssigt dilemma, der oftest søges løst igennem offentligt ejerskab af monopolet eller regulering af private monopoler.
Tidligere blev mange forsyningsområder betragtet som naturlige monopoler, fordi det ikke ville være hensigtsmæssigt med flere udbydere af forsyningsydelsen. Det kan diskuteres, hvorvidt de enkelte forsyningsområder egentlig udgør et samlet naturligt monopol, idet det oftest kun er en del af forsyningskæden, der reelt kan opfattes som et naturligt monopol. I de sidste 15 år har der været igangsat liberaliseringer af en række forsyningsområder, hvor det har været muligt at opsplitte disse forsyningskæder i en konkurrenceudsat del og en del, som udgør et naturligt monopol. Denne opdeling er eksempelvis gennemført inden for el- og jernbaneområdet.
Fjernvarmenet udgør et naturligt monopol i og med, at deres etableringsomkostninger, men også deres stordriftsfordele i forhold til individuelle anlæg, er så massive, at man ikke kan forestille sig konkurrerende fjernvarmenet.
Forestillingen om, at den potentielle konkurrence til fjernvarmenet fra el- og naturgasnet samt fyringsolie er tilstrækkelig til at udligne fjernvarmenets karakter af naturligt monopol, holder ikke, når de store omkostninger ved et skift mellem disse opvarmningsformer tages i betragtning. Denne barriere er i sin effekt ikke forskellig fra effekten af barrieren, der udgøres af fjernvarmenettets store etableringsomkostninger, når det handler om eventuel etablering af konkurrerende fjernvarmenet. Der er dog den graduering, at barrieren er lavere for store kunder, for eksempel blokvarmecentraler, end for mindre kunder, for eksempel enkelthuse.
Liberalisering på fjernvarmeområdet er næppe en sag, der vil optage EU på samme måde som liberaliseringen af handel med gas og el. Der er ikke et indre marked for fjernvarme, og industrien anvender kun i mindre grad fjernvarme til produktionsformål. Herudover giver strukturen med mange separate net ikke samme muligheder for konkurrence. Uagtet dette er spørgsmålet om tredjepartsadgang til fjernvarmenet blevet politisk aktuelt i et par enkelte lande. Bestyrelsen i Euroheat & Power har anmodet om at få udarbejdet en argumentation rettet mod forsøg på at skabe tredjepartsadgang til fjernvarmenet. I et flertal af landene er vertikal integration af fjernvarmesektoren normen, og der er intet ønske dér om at ændre dette.
Anbefaling
Fjernvarmen skal via åbenhed og tilgængelighed sikre, at forbrugernes interesser beskyttes. Fjernvarmenet bør drives med henblik på at maksimere fordelene for forbrugere, samfund og miljø, og kan det – under iagttagelse af disse hensyn – ske ved at forbedre mulighederne for, at flere føder varme ind på samme net, er det positivt.