Dansk Fjernvarme

1.4. Forbrugerbeskyttelse

1.4. Forbrugerbeskyttelse

Baggrund

Et af varmeforsyningslovens fokusområder er beskyttelse af fjernvarmeforbrugerne. Beskyttelsen af forbrugerne er baseret på, at fjernvarmen er et naturligt monopol, der i høj grad sælger ydelsen direkte til slutforbruger, hvorfor lovgivningen skal sikre, at denne monopolstatus ikke udnyttes til at opkræve urimeligt høje fjernvarmepriser.


Et velfungerende tilsyns- og klagesystem er en vigtig faktor for at sikre forbrugerbeskyttelsen og samtidig sikre, at de økonomiske værdier, der er opbygget i selskaberne af forbrugerne, også i den sidste ende kommer forbrugerne til gode. For at sikre, at lovens formål også gennemføres i praksis, er der et offentligt klagesystem med Energitilsynet og Energiklagenævnet som klage- og ankeinstanser. Herudover er der almindelig forbrugerbeskyttelse i Ankenævnet på Energiområdet.


Problemstilling

Det er efter Dansk Fjernvarmes opfattelse afgørende med kvalificerede og uafhængige tilsyns- og klageinstanser med klare og veldefinerede snitflader til hinanden både af hensyn til forbrugeren og forsyningsvirksomhedernes virke.


For at nå en optimal udnyttelse af klagesagsbehandlingen er det nødvendigt at sikre, at der ikke sker en ”overregulering” og bureaukratisering klagemyndighederne imellem, hvilket en entydig lovgivning og klare snitflader mellem de forskellige instanser kan sikre.


Anbefaling

Vigtigheden af et effektivt tilsyns- og klagesystem er stigende, efterhånden som aktørerne på energiområdet optræder stadig mere kommercielt.


Det er Dansk Fjernvarmes anbefaling, at forbrugerbeskyttelsen også fremover skal være et afgørende element i reguleringen af varmeforsyningssektoren efter samme principper som for andre forsyningspligtselskaber. Forbrugerbeskyttelsen bør være ensartet på tværs af selskabsformer.