Baggrund Fjernvarmeværkerne opvarmer mere end 1,6 millioner boliger i Danmark. Det sker fra cirka 470 fjernvarmeværker, hvoraf 46 er kommunalt ejede. Af de resterende cirka 424 fjernvarmeværker er hovedparten forbrugerejede selskaber, mens en mindre del er privatejede varmeforsyninger.
Traditionelt er de forbrugerejede forsyningsselskaber stærkt forankret i lokalområdet, og forbrugerne er typisk enten andelshavere i selskabet eller borgere i den kommune, der ejer forsyningen. Den lokale forankring og forbrugerindflydelsen er elementer, der understøtter løbende krav om effektivisering af de enkelte fjernvarmeværker, og er dermed afgørende for
beskyttelse mod det naturlige monopol, som fjernvarmeværkerne er.
Diskussionen om ejerskabet til værdierne i varmesektoren handler blandt andet om, hvorvidt en ejer kan anvende et salgsprovenu til formål, der intet har med varmesektorens forsyningsformål at gøre. Herved omfordeles midler både over tid og mellem forbrugerne og
ejerne, fordi det er de hidtidige forbrugere, der har betalt de aktuelle værdier i forsyningsselskabet.
Se også kapitel 1.3 om fri og bunden kapital.
Kommunale forsyninger er brugerfinansierede, og alle udgifter betales af forbrugerne over taksterne. Den enkelte forbrugers indflydelse på værkets drift sker ved demokratisk delegation til kommunalbestyrelsen, som er garant for, at forbrugernes interesse i en effektiv drevet forsyningsvirksomhed bliver tilgodeset.
Kommunalbestyrelserne, der har bestemmelsesretten i forhold til varmeforsyningerne, kan imidlertid blive stillet over for muligheden for at styrke kommunekassen til gavn for alle borgere ved at sælge en varmeforsyning, som forbrugerne, ikke nødvendigvis alle borgere, har betalt for. Ikke kun kommunale forsyninger er udsat for omstruktureringer. Variationer over det kollektive ejerskab og selskabsformer er der mange eksempler på i branchen. I de senere år er der således flere eksempler på mindre forbrugerejede fjernvarmeværker, der er blevet overtaget af større forbrugerejede eller kommunalt ejede fjernvarmeværker. Baggrunden herfor er forskelligartede, men faktorer som problemer med at tiltrække kvalificeret driftspersonale på de mindre værker, øget administration og et omfattende lov- og regelgrundlag samt prisniveauet på fjernvarme fra visse værker har formentlig været afgørende faktorer for en overtagelse hos en række mindre værker.
Fjernvarmeværkerne udgør en meget heterogen masse med værker af alle størrelser fra ca. 100 forbrugere til flere hundrede tusinder. Denne struktur udspringer blandt andet af det kommunale og kooperative udgangspunkt, som mange fjernvarmeforsyninger har. Den tjener et formål i forhold til den værksbestemte prisfastsættelse gennem transparens og lokalt engagement. Men det kunne argumenteres, at opdelingen i mange, selvstændige enheder, som alle løser den samme, ”simple” opgave, ikke er effektiv eller hensigtsmæssig set i et samfundsmæssigt perspektiv. Det kan derfor overvejes, om strukturen passer i forhold til udfordringerne i den moderne energisektor, kravene fra det omgivende samfund osv.
ProblemstillingÆndringer i ejerstrukturen kan svække værdien af forbrugerejerskabet / kommunale ejerskab som instrument til regulering af det naturlige monopol.
En primær udfordring for en lille organisation er enten at besidde de nødvendige kompetencer eller have dem til rådighed. Der er mange udfordringer for den lille organisation; den generelle regulering kompliceres og vokser i omfang, mange værker opererer på krævende og risikofyldte markeder, og der er også opgaver, der kun løses i begrænset omfang, eksempelvis den kommunikative. En del værker samarbejder med andre om disse opgaver, deler personale osv. Men kun i det omfang, de selv erkender manglen eller bliver gjort opmærksom på den.
AnbefalingVarmeforsyninger skal drives effektivt og professionelt uanset ejerstruktur og størrelse, så de lever op til juridiske, økonomiske og tekniske standarder og normer (best practice) på alle relevante områder.