Dansk Fjernvarme

4.4. Affaldsvarme

4.4. Affaldsvarme

Baggrund
Siden slutningen af 1970'erne har der været enighed om en rangordning af forskellige måder at håndtere affald på. Denne rangordning har fået betegnelsen ”affaldshierarkiet”. De vigtigste håndteringsmåder af affald er i rangorden:

  1. Reduktion af affaldsmængden
  2. Genbrug
  3. Genvinding
  4. Energiindvinding gennem forbrænding eller indvinding af metangas
  5. Deponering

En andel af affald fra husholdninger og erhverv går til forbrænding, hvorved affaldets energiindhold udnyttes, og affaldsvolumen til deponi reduceres. Som varmeaftager er fjernvarmesektoren derfor stærkt påvirket af affaldssektoren.

Forbrændings- og deponeringsanlæg skal hvile-i-sig-selv. Sammenhængen til varmeproduktionen har medført, at Danmark har nogle af de laveste forbrændingspriser i Europa. Der opkræves affaldsafgift af affald. Affaldsafgiftens formål er at fremme genanvendelse og tilskynde til at frembringe mindre afgiftspligtigt affald, jævnfør affaldshierarkiet.

Forbrænding af affald dækker i dag cirka 4 procent af det samlede danske energiforbrug. Det fordeler sig med cirka 6 procent af elforbruget og cirka 20 procent af varmeforbruget. Affaldsenergi udgør samtidig cirka 26 procent af den producerede vedvarende energi.

Der blev i juni 2007 indgået en politisk aftale om organisering af affaldssektoren. Aftalen sigter mod at videreudvikle den høje miljøkvalitet på affaldsområdet, og det er tillige et mål, at forbrændings- og deponeringsanlæggenes økonomi skal blive mere transparent; som led heri skal alle forbrændingsanlæg aflægge funktionsopdelte regnskaber, og de skal underlægges en obligatorisk, årlig benchmarking. Hvile-i-sig-selv-princippet bibeholdes.

Ifølge Dansk Fjernvarmes affaldsvarmestatistik er der et potentiale for øget udnyttelse af affaldsvarme. For de rent affaldsfyrede værker er der en bortkølingsprocent på 5 procent opgjort som vægtet gennemsnit i forhold til affaldsmængden. Samlet bortkøles godt 370.000 MWh for de anlæg, der indgår i Dansk Fjernvarmes affaldsvarmestatistik.

En øget udnyttelse af overskudsvarme fra affaldsforbrændingsanlæg vil medvirke til effektivisering af anlæggenes drift og kan fortrænge fjernvarme produceret på ikke CO2-neutrale brændsler.

Der eksisterer biomassefraktioner, som kan udnyttes til fjernvarmefremstilling, men som ikke bliver det, da de er omfattet af affaldslovgivningen og de dermed forbundne afgiftssatser.

Problemstillinger
Forskellighed i kredsen af affaldsleverandører, ejere af affaldsforbrændingsanlæg og varmeforbrugere
kan give grundlag for et behov for stærk regulering af afregningspriser, både for
affald og varme.

Energien fra affaldsforbrænding udnyttes ikke optimalt, idet en væsentlig del af varmen fra forbrændingen bortkøles.

Anbefaling
Varmeforbrugerne skal beskyttes mod urimelige priser, når de er pålagt at aftage varmen fra forbrændingsanlæg. Det må således ikke være dyrere for varmeforbrugerne, at overskudsvarmen fra affaldsforbrænding bliver udnyttet, end den alternative varmekilde.

Varmeforbrugerne skal beskyttes mod urimelige priser, også for varme leveret fra affaldsforbrænding. Dansk Fjernvarme anbefaler, at prisloft på varme fra forbrændingsanlæg fastholdes.

Det vil være naturligt at se på muligheden for at udnytte en del af overskudsvarmen til fjernkøling, idet fjernkøling vil udnytte varme fra forbrænding i perioder, hvor varmen ikke skal benyttes til fjernvarme.

Endvidere findes der stadig områder i Danmark med individuel naturgas, som kan konverteres til affaldsbaseret fjernvarme.